Is it stressful to be a psychotherapist? – A discussion of the concept of ”compassion fatigue”: – EN DISKUSSION AF BEGREBET ”OMSORGSTRÆTHED”

For mere end 40 år siden begyndte det at blive almindeligt at snakke om, at man som professionel hjælper kan blive udbrændt, og fra 1990’erne blev også udtrykket sekundær traumatiseret et udbredt begreb knyttet til risiko ved arbejdet med mennesker (Bang, 2002/2013; Cieslak et al., 2014). Inden forde seneste år er udtrykket omsorgstræthed dukket op – på engelsk ”compassion fatigue” – som en beskrivelse af en slags udtømmelse af den professionelle hjælpers reservoir af gode følelser. ”Medfølelse koster” hedder det blandt andet i danske og norske fagtekster om emnet.Fokus for denne artikel er dette nye begreb, og artiklen er en undersøgelse af, hvordan der i faglitteraturen om og til psykoterapeuter argumenteres for idéen om, at kontakten med lidende mennesker skulle slide på os. Jeg argumenterer for, at der ligger alvorlige misforståelser bag disse beskrivelser afvores arbejdssituation, og jeg overvejer, hvad disse misforståelser kan handle om, og hvilke konsekvenser de kan have for psykoterapeuten (og for patienterne). Jeg argumenterer for, at der er en grundforståelse i denne litteratur omkring det at hjælpe mennesker, som i sig selv kan udgøre en risiko for psykoterapeuten. Inspireret af psykoterapiforskning, og primært psykoanalytisk teori om terapeutens rolle, argumenterer jeg endelig for, at det – enkelt sagt – ikke er arbejdet med at hjælpe andre, som kan dræne os, men måden, vi går til dette arbejde på, og at der faktisk kan være (mulighed for) en beskyttelse i selve den professionelle psykoterapeuts aktive medleven i processen med patienten. Recently it has been argued that being a psychotherapist is stressful because of the fact that we share the patients difficult and painful emotions. Throughcritical readings of published writings about the concept the arguments behind this idea are discussed including theory about the empathic processprimarily from the psychoanalytic tradition. It is argued that the psychologists supporting the concept seem to view the empathic process in at waythat leaves the therapist with no inner space to consider and digest her own feelings and reactions. It is also argued that the view of the therapist’s primarytask is seen as mirroring and supporting the patient with the risk of giving no attention to negative reactions in both themselves and the patients. Possiblereasons behind the popularity of the concept are considered and it is concluded that there seem to be no reason why the patients’ suffering in itselfshould be stressful for therapists but that the therapists’ misunderstandings of the empathic process and their need to be viewed as all good put them inserios risk of overload and stress through their lack of attention to their own reactions to the patients and the therapeutic process.&nbsp